september 18, 2023 NIMDA

Nyheder september 2023

Esbjerg Fantasy Festival 2023

Jeg var så enormt heldig at få lov til at være standholder i Kunsterhjørnet under Esbjerg Fantasyfestival 2023. Det var mit første større arrangement som kunstner og udstiller, og det var en kæmpe succes!

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente, så jeg havde kun taget et ganske lille udvalg af ting med til min stand og havde også kun lejet et enkelt bord under festivalen. Det fungerede heldigvis helt fint, selvom jeg nu nok kommer til at opgradere til en lidt større stand, hvis jeg er så heldig at få lov til at udstille igen til næste år.

Min stand i Kunsterhjørnet under Esbjerg Fantasyfestival 2023 © Ida Adsbøl Christensen.

Foruden kunstprint af udvalgte illustrationer, havde jeg også bogmærker, postkort, enkelte originalillustrationer og, ja, også nogle julekort fra sidste år. Til min forundring, blev julekortene nærmest revet væk! Heldigvis havde jeg både venner og familie, der kom på besøg søndag, så jeg kunne få fyldt mit lager op igen.

Da jeg kom fra Sjælland med tog, var jeg nødt til at tænke lidt praktisk i forhold til opsætning og udstilling af mine ting. Jeg ville gerne undgå at have et helt “fladt” bord, og havde derfor købt nogle trækasser i forskellige størrelser, som jeg kunne samle på stedet og bruge som en slags rustikke udstillingshylder. Jeg pyntede dem med lyskæder og nogle kunstige blade.

Inde i og ovenpå kasserne kunne jeg så stille rammerne med de originale illustrationer og julekortene til udstilling. Postkort og bogmærkerne havde jeg i nogle mindre æsker på bordet, mens mine kunstprint lå i midten i forskellige størrelser, som vist på billederne til venstre og nedenfor.

Opsætning med trækasser, lyskæder og kunstige blade på min stand. © Ida Adsbøl Christensen.


Udvalg af kunstprint i forskellige størrelser. © Ida Adsbøl Christensen.

Som nævnt var festivalen en bragende succes. Jeg havde en fabelagtig omend noget travl weekend og var fuldstændig overvældet af indtryk og oplevelser, da festivalen lukkede kl. 16:00 om søndagen. Jeg havde nærmest helt “fantasy blues” på flyet på vej tilbage til New York mandagen efter!

Tusinde tak til alle de gæster, der lagde vejen forbi mit lille bord og til alle arrangørerne, deltagerne, frivillige og ikke mindst de andre standholdere i Kunsterhjørnet. Jeg mødte så mange skønne og vidunderlige mennesker den weekend i Esbjerg. Jeg håber, vi ses igen til næste år!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Art and Illustration

Jeg er en dansk kunster og illustrator med passion
for historie, natur og magiske væsener.
Jeg tilbyder detaljerede illustrationer i
blyant, blæk eller akvarel til alverdens formål.

Genveje

Om mig

Publicerede værker

Illustrationer

Nyheder

Kontakt

Andet

Cookie consent

Persondatapolitik

© 2023 Copyright Ida Adsbøl Christensen
contact-section